Året der gik…

Året er ved at gå på hæld, og jeg ville med dette blog indlæg samle op på nogle af de større begivenheder der har været i Businessmann, i det snart forgange år.

2011 var året hvor Businessmann skiftede identitet. Denne identitetsændring er stadig ved at tage form. I begyndelse af året, ændrede vi blandt andet logo og tagline, hvorefter vi i September måned launchede vores nye website. Vi er stadig i færd med at få den nye identitet ind under huden, og der er løbende nye tiltag for at få det hele implementeret og forbedret. Hvis du vil læse mere om grundene til dette identitetsskifte, kan du læse dette blog indlæg: Irma-pigen og konsulenten.

I maj måned startede vi denne blog: bmspeak.businessmann.dk, som jo er her, hvor vi ønsker at give vores meninger/ideer og visioner til kende. Vi har længe haft et ønske om, at kunne formidle viden omkring de teknologier vi arbejder med. Dette gør vi i håb om, at mange af Jer derude vil følge med i hvad der rør sig og hvordan vi ser på de nyeste teknologier og markedstrends.

Finanskrisen har været til at føle på i 2011. Dette kunne vi i særdeleshed mærke fra medio første kvartal og hen til midt på sommeren.  Herefter har vi oplevet et ”boom” i projekter og forespørgsler efter konsulenter og henover efteråret har vi været på udkig efter at udvide konsulentstaben med flere dygtige folk. Det har da også resulteret i ansættelser af 2 erfarne arkitekter på henholdsvis Microsoft og VMware. Vi leder dog stadig efter flere kompetente kollegaer på både Microsoft og Citrix området.

I forhold til partnerskaber, så har vi i en årrække haft meget stærke relationer med Citrix og VMware. Det har i år været vores målsætning, at styrke vores partnerskab med Microsoft yderligere. Det har nu resulteret i, at vi pr. 1. november er udnævnt til ”Managed Gold Partner”. Dette nye partnerskab forventer vi os rigtigt meget af i de kommende år.

Her i december har vi også valgt at indgå partnerskab med RES Software, som udvikler produkter der komplimenterer vores løsninger på desktop delivery området for både Citrix, VMware og Microsoft løsninger. Vores konsulenter er certificeret, således at vi også der, har status af Gold Partner.

Businessmann har haft tradition for at arrangere rejser til forskellige konferencer – primært målrettet Citrix og VMware. VMworld har de seneste to år været afholdt i Bella Centeret, så det har været en anderledes konference end normalt. Vi har derudover deltaget på to meget interessante Citrix konferencer, henholdsvis Synergy i San Francisco og Barcelona.

Konferencer, som har været meget udbytterige for såvel kunderne som for Businessmann. I det nye år forventer vi at kva vores samarbejde med Microsoft, at vi udover Citrix og VMware også at arrangerer en tur til Microsoft Management Summit.

Vi har i 2011 også vundet nogle ret interessante sager, hvoraf et større VDI projekt i den financielle sektor springer i øjnene. Vi har fornøjelsen af, at levere både projektledere og arkitekter til et 45.000 brugers VDI projekt, baseret på Citrix Xendesktop. Et samarbejde som fortsætter i 2012.

Èt af de andre større projekter vi har været stolte af, er et infrastruktur fornyelsesprojekt hos en virksomhed som har særdeles travlt i juletiden og som valgte en 100% HP løsning, med VMware vSphere som virtualiseringsplatform.

Vi har haft stor succes med det offentlige marked i en del år, og i 2011 har vi fået endnu flere kommuner som kunder. Kommunerne har ofte meget komplekse og krævende installationer,  og flere af dem har ønsket at benytte vores kompetancer og erfaringer fra andre kommunale installationer.

I forhold til vores drifts og overvågning afdeling, var 2011 også året, hvor vi kom rigtigt godt igang med vores vagt beredskab, hvor vi har både 1st og 2nd line vagt support for de kunder som har et behov for dette. Vores 2nd line vagtberedskab har blandt andet en kunde, som ”kræver” at vi påbegynder fejlsøgning allerede efter ½ time – 24/7, da deres forretningskritiske applikationer ikke tåler at være nede.

Vi har i 2011 startet et nyt fokusområde omhandlende ”System Management”.  Microsoft og VMware annoncerer i 2012, hver især deres nye versioner af Management produkter, som vi forventer os meget af. Microsoft System Center 2012 suiten er meget interessant, og tilbyder bla. automatisering i endnu højere grad. For virksomheder som benytter VMware vSphere, ser vi også vCenter Operations som et nødvendigt værktøj. VMware vCenter Operations hjælper med at overvåge miljøet og er især vigtigt når de  forretningskritiske applikationer bliver virtualiseret.

Sidst men ikke mindst, så har vi øget vores fokus i salgsafdelingen, med ansættelse af nye Key Account Managere samt opstart af en Business Development funktion.

Det har været et begivenhedsrigt år i Businessmann, og med det ønsker vi alle vores kunder og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Vi siger tak for et rigtigt godt samarbejde i 2011.

Businessmann A/S

Posted in General | Leave a comment

Consumerization of IT – organisationens IT-services udsat for markedskræfter?

Rigtigt mange snakker om BYOD, consumerization of IT og hvad det ellers hedder. Og lige så mange som der snakker om det, lige så mange meninger er der om det.

I en artikel hvor jeg (endnu en gang) læste om det, faldt jeg i høj grad over formuleringen i manchetten. Omend jeg ikke helt kan finde samme formulering i selve artiklen, så stødte både manchetten og nogle kommentarer til artiklen mig lidt, og jeg kom til at tænke over min holdning til emnet.

Og jeg ved godt hvad man siger om holdninger… men jeg det skal bestemt ikke afholde mig fra at dele min, med udgangspunkt i nævnte artikel, for jeg mener at der er misforstået noget i den artikels tekst.

Formuleringen der falder mig lidt for brystet er ideen om at consumerization of IT ”skal styres hårdt” – for det er jeg bestemt ikke sikker på er løsningen – nærmest tværtimod.
Men for at forstå det synspunkt er det nok nødvendigt at ridse op hvad jeg forstår ved henholdsvis BYOD og Consumerization of IT – for i min verden er det bestemt ikke det samme.

BYOD tager jeg meget bogstavligt – Bring Your Own Device – du kan bruge din egen PC/laptop/whatever til at arbejde med, i stedet for firmaets ”standardmodel”.
Consumerization of IT (CoIT) er for mig væsentligt bredere – og væsentligt mere interessant og ikke mindst svært at håndtere. CoIT er i min verden et spørgsmål om at brugere i organisationen vælger og vrager mellem IT-services som det passer dem – og det uanset om det er IT-services tilbudt af organisationen selv, eller bare alment tilgængelige services på internettet.

Så hvor man rimeligt nemt kan håndtere BYOD som jeg opfatter det begreb, bliver det straks meget værre med Consumerization of IT – og det er her jeg mener at det går galt for artiklen. Der er sat lighedstegn mellem BYOD og CoIT i sprogbrugen, og løsningen er angiveligt enkel: hård styring.

Men i min verden er det jo netop hård styring – eller måske nærmere ufleksibel service – der har givet problemet med CoIT i første omgang.
Mange har f.eks. – lige for en sikkerheds skyld – en Gmail-konto eller noget tilsvarende med meget plads på, ”for lige at kunne modtage emails med større vedhæftninger”, eller bruger DropBox til at udveksle nogle filer med en kunde eller en leverandør, tager backup af forretningskontakter til MobileMe, eller hvad det nu måtte være.
Og hvorfor? Fordi organisationen de arbejder i, ikke tilbyder et alternativ der er lige så nemt og enkelt at bruge til at løse deres arbejdsopgaver – hvis der da overhovedet ER et alternativ i organisationen.

Det er med andre ord – og som skrevet i overskriften – rene markedskræfter og kapitalisme der er i spil her. Der kæmpes om at tilbyde den bedste service, og brugerne har et rimeligt gennemskueligt marked hvor de nemt kan vælge og vrage.

Vælger man at ”styre det hårdt”, kommer det for mig til at minde mistænkeligt meget om kapitalismens diametrale modstykke: Kommunismen. Her var kendetegnet som bekendt at borgerne måtte se sig tilfredse med de services som styret valgte var passende – og at ”one size fits all” (med vold og magt).
Men som bekendt har det jo vist sig ganske vanskeligt for de kommunistiske stater at forblive netop det: kommunistiske. Før eller siden bryder borgerne ud – drevet af nysgerrighed og nys om at græsset angiveligt er grønnere på den anden side.

På akkurat samme måde kan jeg ikke se at hård styring af IT-services kan bidrage til noget godt – enten sker der det at brugerne driver sortbørs og benytter uautoriserede services, eller også bryder de helt ud, og finder grønnere græsgange hos organisations konkurrent.
I første tilfælde kan det blive til et sikkerhedsproblem med hvad deraf følger af risici for organisationen, i andet tilfælde betyder det tab af medarbejdere, og derefter tab af omsætning og dermed indtjening, osv.

For mig at se er der således kun én løsning: Gå som IT-afdeling ind i kampen på markedskræfters vilkår, og sigt efter at levere den bedste, mest fleksible og brugbare sammensætning af services. Hør, undersøg og tag brugernes ønsker og behov til efterretning, og skab derigennem loyale og produktive medarbejdere.

Det betyder ikke at man ikke ved samme lejlighed kan gøre det lidt besværligt for brugerne at benytte de uautoriserede services for at holde dem på dydens smalle sti. Eller måske indrette organisationens IT-infrastruktur så de uautoriserede services ikke medfører en risiko for organisationen de steder hvor det lader sig gøre. Men ren stokkemetode tror jeg ikke på gavner ret meget på det lange sigt.

 

Posted in Desktop Virtualisering | Leave a comment

”Irma-pigen” og konsulenten

Når jeg møder kunder og kollegaer til seminarer og branche events, sker det ofte, at man har bemærket vores ny identitet. Tilkendegivelserne har været positive og spontane. Ja, sågar entusiastiske – tak for det! Foruden det fremadstræbende udtryk, der sammenkæder navn og position, ligger der en række tanker til grund for dette hamskifte, som jeg kunne tænke mig at dele med jer.

Enhver god strategi lukker en række døre og lader enkelte på klem

Businessmann lever grundlæggende af at sælge og drifte IT-løsninger, samt at levere den nødvendige hardware og software til at facilitere løsningerne. Det er der for så vidt mange der gør. Eksempelvis alle vores kollegaer i branchen, men vores tilgang til markedet er anderledes og hen imod årsskiftet 2010 besluttede vi os for at undersøge dette nærmere.

Virksomheden havde gennem årene udviklet sig fra en traditionel salgsorganisation til et helhedsorienteret løsnings-hus. Kompetencefladen spænder i dag over flere af verdens førende teknologier, herunder: Microsoft, Citrix, VMware og HP. Udviklingen er sket gradvist og netop derfor, er der opstået en dynamik, som ikke lader sig afkode blot ved at kaste et blik på den stadigt voksende liste af succesfulde projektgennemførelser.

Drivkraften bag succesen

Efter flere og lange diskussioner både internt og med nogle af vores kunder stod det os klart, at der herskede en uoverensstemmelse mellem vores selvopfattelse og det vores kunder mødte gennem samarbejdet. Vi lever og ånder for de projekter vi arbejder på og personligt engagement er uden tvivl en afgørende faktor i alle vores forehavender, men som vi kradsede i overfladen blev det tydeligt, at drivkraften var andet og mere end det personlige engagement, som tidligere havde været vores rettesnor.

I december 2010 indledte vi således et identitetsprojekt i samarbejde med designbureauet iconport. Målet var at finde ind til kærnen af Businessmanns berettigelse i markedet og med afsæt i forretningsstrategien, at definere den fremtidige position.

I ledergruppen var vi nået frem til den tese, at hvis vi var et supermarked, ville navnet være Irma. En forretning, hvor specialiteter og diversitet vinder hyldeplads i forhold til metervarer og snæversyn. Vores ”Irma-pige” er en systemkonsulent, der på en og samme tid rummer specialisten og generalisten. Kurven er fyldt med vor tids mest lovende teknologier og denne kombination giver os friheden til at sammenstykke netop den løsning, der bedst understøtter kundens aktuelle behov.

En gennemgang af de mest succesfulde projekter vi har bag os, skulle vise sig at føre til endnu en værdifuld erkendelse. Alle disse projekter har det til fælles, at vi i den indledende fase stædigt har ladet forretningsforståelsen sejre over teknologi-valget. Først når de forretningsmæssige hensyn er fuldt afklaret og defineret giver det mening, at påbegynde designet af løsningen og træffe beslutning om hvilken platform, der vil være bedst egnet.

Det gav også pludselig mening i forhold til vores stærke partnerrelationer, som netop er kendetegnet ved, at vi ikke er gift med nogen. Vi har et tæt samarbejde med alle vores partnere, men vi er ikke motiveret af partnerskabet isoleret set.

Et anderledes og relevant løfte begyndte at tage form – Businessmann er det løsnings-hus, der forstår at udnytte ledende teknologier til at flytte virksomheder fremad i forhold til indfrielse af forretningsstrategiske mål – ”Moving businesses forward through IT”.

At vi landede i den engelske formulering hænger primært sammen med navnet ”Businessmann”, som vi med respekt for vores arv ikke ville ændre på, skønt det nok er de færreste, der forbinder det med IT-infrastruktur og virtualisering, når de møder det første gang. Anden gang, er der til gengæld ikke mange, der er i tvivl.

Det har været en spændende proces og forankringen i organisationen er ved at finde sit leje. Om ”konsulenten” kan blive ligeså populær som ”Irma-pigen” det må tiden vise, men en ting er sikkert. Evnen til at gennemskue komplekse forretningsmæssige sammenhænge i relation til IT bliver stadig mere relevant.

Posted in General | 1 Comment

Er din virksomheds PC-platform en stopklods for Jeres medarbejdere?

Jeg rendte en dag ind i en interessant artikel. Artiklen handler om at studerende i visse fag, på visse universiteter, er tvunget til at benytte kuglepen og gennemslagspapir(!) til en fire-fem-timers skriftlig eksamen.

Universiteterne har deres argumenter for hvorfor de er nødt til at lade eksaminerne have den form – og jeg skal ikke komme ind på om argumenterne er rimelige eller ej. Alting må og skal jo prioriteres.

Men hvad jeg finder uhyggeligt interessant, er ikke denne meget analoge tilgang til de studerendes eksaminer. Dette forhold er naturligvis meget åbenlyst, og måske det første der springer én i øjnene, med en følelse af at det er gammeldags, bagstræberisk og reaktionært.

Men når nu den umiddelbare indignation har lagt sig, så synes jeg at det interessante er tesen om at kuglepennen pludseligt går hen og bliver en reel hæmsko for karakterer, resultater og hvad der bliver produceret.

Der er en række argumenter; så som at det er en stressfaktor, at de fleste skriver langsommere i hånden, at rettelser bliver svære, etc.
Men den væsentligste og – i følge artiklen – videnskabeligt beviste pointe, er at skriveprocessen bæres af teknologien. Der nævnes en række eksempler på at man formulerer sig anderledes alt efter hvilken kontekst man skriver i. Om man skriver SMS’er, statusopdateringer på Facebook, i hånden, eller i tekstbehandling, har betydning for hvor god, og hvilken tekst man rent faktisk producerer.

Det er for mig helt åbenlyst når nu man sådan læser det, men samtidig har det fået mig til at tænke over, hvad det i parallel betyder for medarbejdere i danske virksomheder, når de udstyres med en given PC-platform.

Som konsulent kommer jeg meget rundt, og udvalget er mildest talt bredt må man sige. Fra tynde klienter med adgang til en stærkt begrænset desktop, over noget bedagede Windows XP PC’ere uden særlig styring, men lang rebuild tid (og tab af indstillinger), til de nyeste veludstyrede Windows 7 PC’ere med frihed og ydeevne til det meste, kombineret med en høj sikkerhed.

For nogle medarbejdere og brugere er det vigtigste naturligvis stabilitet, og en meget begrænset frihed på arbejdsstationen er ikke nogen forhindring eller hæmsko for arbejdsindsatsen.
Men jeg vil vove påstanden om at der – særligt i Danmark – er en relativt høj andel af medarbejdere som har mere kreativt betonede jobs, som kræver at de har høj fleksibilitet. Og at vi har en stor mellemgruppe af medarbejdere for hvem det vil medføre en højning af arbejdsglæde og effektivitet, at blive sat i kontekst af en moderne, fleksibel og højtydende PC-platform.

Nu er det naturligvis ikke uden omkostninger at tilbyde fleksible løsninger med stor frihed, men virtuelle desktops og applikationsvirtualisering gjort rigtigt, kan rent faktisk få de ellers modsatrettede ender af fleksibilitet og økonomi til at nærme sig hinanden, hvis ikke ligefrem mødes.

Typisk kigger man ved implementering af virtuelle desktops på økonomien i form af besparelser på elforbrug, mindre/hurtigere support, mindre tab af produktivitet som følge af højere stabilitet og hurtigere reetablering i tilfælde af nedbrud og deslignende. Alt sammen besparelser…

Men hvem kigger på om brugerne har det rigtige – altså HELT rigtige – man fristes til at sige ”optimale” – værktøj til deres arbejde? Kuglepen og kalkerpapir løser også opgaven med at skrive – men hvis det er en faktor der hindrer processen i at flyde så optimalt som den kunne med f.eks. en PC – så er det jo ikke det rigtige værktøj.

Ingen ville byde en tømrer at skulle lægge et helt tag med en skruemaskine til 199,- fra ALDI, men det er min oplevelse at meget få organisationer overhovedet overvejer om de hæmmer deres medarbejdere med deres valg af PC-platform. Hvorfor er det sådan?

Har din organisation overvejet om den overhovedet har råd til at spare på PC-platformen? Forhindrer begrænsninger, gamle applikationspakker og operativsystemer, og ufleksibel applikationsudrulning at medarbejderne er kreative, innovative og tilfredse med deres arbejde?

Skriv en kommentar, eller kontakt businessmann for at høre mere om virtualisering af servere, desktops, applikationer og brugerindstillinger, og hør om mulighederne for at få det optimale værktøj til medarbejderne.

Posted in Citrix, Desktop Virtualisering, Microsoft, VMware | Leave a comment

Migrering af VMware Lab Manager til vCloud Director

I Businessmann har vi igennem foråret været tilknyttet VMware’s Cloud Lighthouse Initiative, som blandt andet betød at vores konsulenter skulle igennem obligatorisk træning i VMware’s Cloud produkter.

Træningen indeholdt følgende produkter:

  • vCloud Director
  • Chargeback
  • vShield Edge

Ganske kort, så kan vCloud Director beskrives som en Self-service portal, der giver mulighed for at udrulle services til kunderne / brugerne. VMware vCloud Director opdeler også infrastruktur ressourcer i logiske puljer, som gør at man sikrer at de forskellige ”organisationer” (kunder) har adgang til de nødvendige ressourcer i Self-service portalen.

For kunder som har miljøer indeholdende en eller flere udviklings, test, UAT samt uddannelses miljøer, vil vCloud Director være interessant i forhold til at spare tid på at bygge alle disse næsten fuldstændigt ens miljøer.

En del kunder har i dag miljøer baseret på VMware Lab Manager, som også tilbyder en Self-service portal løsning. VMware annoncerede sidste år, at udvikling af Lab Manager ophører med version 4 og at fremtiden for Lab Manager er at migrere over til vCloud Director. Support på Lab Manager 4 løber dog frem til 1st maj 2013.

I mellemtiden er vSphere 5.0 kommet og Lab Manager 4 er desværre ikke supporteret på vSphere 5, så derfor skal man overveje hvad man så vil. Der er 2 muligheder. Enten bibeholdes Lab Manager på vSphere 4 platformen og man udelader at opgradere til vSphere 5, ellers er alternativet at kigge på at udfase Lab Manager til fordel for vCloud Director.

Der er en transition periode, hvor man kan overføre eksisterende Lab Manager licenser til vCloud Director licenser, så man kan komme i gang uden større licensomkostninger. Det afhænger dog af hvor mange virtuelle maskiner man har kørende i Lab Manager. Licensering af vCloud Director er baseret på per VM, hvor Lab Manager var baseret på CPU licenser.

I Businessmann har vi de sidste par år benyttet VMware Lab Manager til, at vores konsulenter, ret hurtigt kunne udrulle virtuelle miljøer (træningsmiljøer). Dette blev brugt til at få hands-on til f.eks. at opgradere et givent produkt, som f.eks. Microsoft Exchange 2007 til 2010. Det er også benyttet til hands-on træning på nye produkter samt demomiljøer.

Vi har afventet at udfase Lab Manager af primært én årsag og det var at vCloud Director 1.0 ikke supporterede ”Linked Clones”. Dette betød at de virtuelle maskiner i træningsmiljøerne blev klonet som fulde kloner og det optager temmeligt meget SAN plads.

VMware vCloud Director er nu frigivet i version 1.5 og en af nyhederne er, at der nu supporteres ”Linked Clones”. Dette har gjort at vCloud Director er blevet implementeret som træningsplatform for vores konsulenter for at erstatte Lab Manager platformen.

Pointen med blogindlægget er at informere om at vCloud Director nu er klar til at erstatte Lab Manager installationerne som er implementeret ude hos kunderne. Og derudover giver vCloud Director mulighed for at udbygge sin infrastruktur ud i skyen, hvis flere ressourcer skulle ønskes.

Læs mere om vCloud Director her:
http://www.vmware.com/products/vcloud-director/overview.html

Er du interesseret i at høre mere om migrering fra Lab Manager til vCloud Director er
du mere end velkommen til at tage fat i os for en uforpligtende snak.

Posted in VMware | Leave a comment

Når det begynder at blive alvorligt at være ”out of mainstream support”

Vi havde fornyligt en lettere ubehaglig oplevelse hos en relativt ny kunde. Kunden kører Citrix XenApp og har af forskellige årsager valgt at blive på Windows Server 2003. Windows Server 2003 er som bekendt udgået af ”mainstream support” fra Microsoft, og kunden er bestemt ikke stor nok til at kunne forsvare overfor sig selv, at have enterprise-aftale der giver adgang til extended support.

XenApp-miljøet er deres livsnerve – 70-80% af brugerne har kun tynde klienter, og kan derfor stort set intet foretage sig hvis ikke XenApp fungerer.

Det er selvfølgeligt en lidt sprængfarlig cocktail, som i sagens natur ikke er vores anbefaling. På den anden side er der mange omstændigheder for en kunde, som har betydning for hvordan man kan ende i sådan en situation. Ræsonnementer for og imod vil fylde så meget at det er et helt blog-indlæg for sig selv.

Sagen starter med at kunden her i slutningen af sommeren, oplever at serverne spontant rebooter – på alle tidspunkter af døgnet. Vi bliver tilkaldt for at undersøge sagen, og starter ud med Windows debuggeren til at læse de automatisk genererede dumpfiler, og finder relativt konsistent en bestemt stop error mere eller mindre over hele linjen. Stop errors ligger i forskellige kategorier og lige denne peger typisk på problemer med display driveren til hardwaren. Microsoft tager gladeligt mod sagen, men da 2003 ikke er supporteret mere, vil der jo ikke blive udviklet et fix hvis det er en bug i 2003 – men det kan jo være det er en bug som de har et fix på lager for.

Der forsøges med opdatering af display driverne, men da der er tale om et par forskellige hardwarekonfigurationer og alle konfigurationer rebooter, bliver det efterhånden klart at det er urealistisk at problemet er her.

Vores kunde har været god til at logge hvornår problemet er opstået, og sammenligning med dato for installation af hotfixes, samt hvilke hotfixes der opdaterer den fil som dumpet angiver som den fejlende, peger i retning af ét bestemt hotfix. Nu blev det pludseligt ganske håndgribeligt.

Efter et grundigt stykke detektivarbejde, godt hjulpet af at vi nu har et bestemt hotfix under mistanke, finder vi en blog tilhørende en Microsoft supportmedarbejder – her beskrives et problem der kun alt for godt ligner vores, og information om at man har kodet en løsning hos Microsoft.
Men der står desværre også direkte at andre kunder har haft problemet. Kunder uden extended support – og som følgeligt ikke har fået adgang til fixet. Det kan jo som sådan ikke klandres Microsoft – de har reglerne klare nok, og de kan ikke supportere i al evighed og til nul kroner. Det er bare en rigtigt ærgelig situation.

Vi har nu i samråd med kunden valgt at fjerne den aktuelle sikkerhedsopdatering, og stemningen ift. at udrulle XenApp på en nyere (og supporteret) version af Windows Server, er ikke overraskende selvfølgeligt en noget anden.

Moralen i historien er at det kan have ganske ubehagelige – og ikke mindst helt realistiske – konsekvenser hvis man udskyder opgradering af sine IT systemer alt for længe. Den opgave det kan være at migrere til et nyt OS kan synes ubehagelig og uoverstigelig. Men den er kontrolleret, og intet imod hvis det går helt galt som det var tæt på at ske her.

Posted in General | Leave a comment

VDI Seminar: Fremtidens virtualisering

Kom og hør de førende udbydere af VDI give deres bud på fremtidens virtualisering.

Du inviteres til et spændende seminar om VDI, hvor Microsoft, Citrix, VMware, Symantec og AppSense hver især vil give deres bud på fremtidens virtualisering. 

Vi ønsker at klæde dig godt på til at træffe den rette beslutning omkring virtualisering ud fra lige netop din egen situation og behov.

Efter seminaret vil det være rig muligt for at tage en dialog med producenterne, hvor du kan få svar på alle dine spørgsmål.

Såfremt du allerede på forhånd ønsker at reservere tid efter seminaret hos en af producenterne, er du velkommen til at kontakte Business Development Manager Henning Abildlund på 29 81 40 80 eller via e-mail hab(at)businessmann.dk

Tilmeld dig på events(at)businessmann.dk

Seminaret holdes den 15. september hos Arrow ECS i Ballerup med følgende agenda:

09:00 – 09:10 Velkomst v. Henning Abildlund
09:10 – 09:40 Microsoft v. Kenneth Weber Andersen
09:40 – 10:10 Citrix v. Bjarne Træholt
10:20 – 10:50 AppSense v. Nigel Wilson
10:50 – 11.20 Symantec v. Lars Nørballe
11:30 – 12:00 VMware v. Helle Mørup
12:00 – 12:30 Frokost
12:30 – 13:30 1 til1 dialoger (tilvalg)

Vi ser frem til at se dig til en rigtig spændende formiddag.

 

Posted in General | Leave a comment